• dansk
  • KONTAKT

Aluminium - det "grønne" metal

Der findes rigelige mængder råvarer til fremstilling af aluminium. Ikke mindre end 8% af jordskorpen består af aluminiumforbindelser i forskellige former.

BauxitBauxit

Det vigtigste udgangsmateriale ved fremstilling af aluminium er bauxit. Bauxit, som dannes når visse aluminiumrige bjergarter forvitrer, består primært af oxider af aluminium, jern og silicium.

De kendte brydeværdige bauxitreserver vurderes at svare til 200-400 års produktion med den nuværende produktionstakt. Brydeværdig bauxit indeholder 20-30% aluminium.

De største og mest brydeværdige reserver findes omkring ækvator. Australien, Brasilien, Jamaica og Surinam er store producentlande.

Aluminiumoxid

Bauxit kan ikke umiddelbart tjene som udgangsmateriale ved metalfremstilling gennem smelteelektrolyse. Derfor skal det forædles til aluminiumoxid. Det gøres via Bayermetoden, en proces hvor knust og formalet bauxit opløses ved hjælp af en vandig alkalisk opløsning - Bayervæske.

Fremstilling af aluminiumoxid ud fra bauxit sker ofte i nær tilknytning til bauxitbruddene. Metallet fremstilles af aluminiumoxiden ved smelteelektrolyse, primært i lande med billig adgang til elektricitet.

Til at producere 1 kg aluminium går der ca. 2 kg aluminiumoxid, som det kræver ca. 4 kg bauxit at fremstille.

Metallet

Grundstoffet aluminiums kemiske egenskaber bevirker, at der kræves relativt meget energi i form af elektricitet for at reducere oxiderne til metal. Til smelteelektrolyse af 1 kg metal kræves der ca. 47 MJ (ca. 13 kWh). Men det er som regel en fornuftig energianvendelse, som udgør en investering i fremtiden.

Energien kan ofte tjenes ind flere gange ved normal anvendelse af aluminiumprodukter, f.eks. ved reduktion af brændstofforbruget, når biler gøres lettere med aluminium. 

Genanvendelse

En vigtig råvare, som vil få øget betydning, er udtjente produkter af aluminium. I princippet kan alt aluminium, som gøres tilgængeligt, genanvendes til nye generationer af produkter. Ved en passende sortering kan genanvendelse ofte ske til samme type produkter om og om igen.

Aluminium genanvendes:

  • Uden kvalitetstab
  • Med ringe materialetab (kun nogle få procent)
  • Med lavt energiforbrug (kun 5% af det oprindelige energiforbrug)

Via genanvendelsen reducerer man også udslippet af klimagasser dramatisk. 1 ton omsmeltet metal mindsker udslippet af klimagasser med ca. 8 tons sammenlignet med produktion af primæraluminium.

Updated: 2012-01-09