• dansk
  • KONTAKT
Kvalitet i tidløst design

Kvalitet i tidløst design

Struer-virksomheden Tallykey har sammen med Sapa udviklet en ny forsyningssøjle i aluminium. Kravet var en søjle i enkelt og tidløst design med forenklet bearbejdning og montage. Og hvorfor, når man nu er i gang, så ikke optimere godstykkelsen?

Tallykey har i samarbejde med Sapa udviklet en ny forsyningssøjle i et enkelt og tidløst design, som forener sund fornuft med lang holdbarhed.

Siden 1994 har Struer-virksomheden Tallykey A/S udviklet og leveret forsyningssøjler til el og vand samt løsninger til forbrugsafregning og adgangskontrol til primært marinaer, havne og campingpladser. Alle forsyningssøjler er udført i vejrbestandig, anodiseret aluminium. Og Sapa har været med siden begyndelsen.

”Vi udviklede de første profiler til Tallykey i 1994, og siden er det gået stærkt”, siger Poul Kjær, Sapa Profiler A/S. ”Tilbage i 2009 blev jeg kontaktet af Leif Odgaard, Tallykey A/S, som ønskede at udvikle en ny og væsentlig mere konkurrencedygtig søjle, da også Tallykey er under konstant pres fra andre udbydere af lignede produkter. Forsyningssøjlen skulle have et enkelt og tidløst design og indikere høj kvalitet. Samtidig havde Tallykey et ønske om forenklede montagemuligheder af indvendige tekniske komponenter i søjlen.”

”Sammen med Teknisk Service i Sverige har vi udviklet tre nye profiler, som sættes sammen til en firkantet søjle. Profilerne er optimeret maksimalt, hvad angår godstykkelse i forhold til bredde mv. I og med vi har reduceret godstykkelsen, er profilerne blevet nemmere at håndtere i bearbejdningsprocessen - som også er blevet forenklet - hvilket slutteligt giver et væsentligt mere prisfornuftigt produkt.”

Leif Odgaard, ejer af Tallykey: "Mit firma og Sapa har arbejdet sammen i snart 17 år. Da den nye forsyningssøjle skulle designes, blev vores samarbejde udvidet til et tæt parløb for at opnå den helt rigtige konstruktion. Vi havde to gange besøg af en af Sapas profilkonstruktører, og vi satte os sammen ved bordet og fandt den rigtige løsning.    

I det hele taget er jeg meget tilfreds med forløbet fra idéskitse til endeligt produkt. Vi har fået kvalificeret hjælp, og selv vores små problemer er blevet taget seriøst. Poul, vores kontaktperson på Sapa, er ikke bare sælger, men en konsulent i ordets bedste betydning."  

Tallykey T4, som den nye forsyningssøjle er navngivet, kom på markedet i 2010. Den enkle og elegante søjle med indbygget lampe findes i en række standardmodeller og kan udstyres med blandt andet eludtag, vandhane og slangeholder.

Updated: 2011-07-01